Jeg nyder mit arbejde som viceforstander på en efterskole. Det er spændende at ville vores elever noget – vi ønsker at lede dem igennem en dannelsesproces.
På GE tilbyder vi et fælles rum for socialisering. Vores skoleform er ramme om undervisning, dannelse, fritid og indkredser hele ungdomslivet på en gang i en periode. Det skaber sammenhæng og helhed i de unges skoleliv og er et markant alternativ til en ellers fragmenteret hverdag, hvor de skal krydse mellem tid, sted og rum i skole, familie, arbejde, og fritid. Vi samler dem i et fællesskab om skolen, dens værdier og det at være unge.
Det ser vi som et spændende projekt i en tid, hvor ingen sandhed længere har universel gyldighed. Alt står til løbende forhandling og nytolkning. Den opløsning og orienteringsløshed det skaber, ønsker vi på GE at møde med et tydeligt dannelsesprojekt. Her udfordres vi af at individualisering, er blevet et vilkår, uanset om vi bryder os om det. Man kan fristes til at stille spørgsmål ved, om det projekt kan lykkes i en tid, hvor de unge er mere og mere fokuserede på deres egne individuelle livsprojekter. Oprindeligt var efterskolens rolle at støtte den enkelte i forhold til det livsforløb, der var lagt fast på forhånd. Nu handler dannelsesprojektet mere om at støtte den enkelte i at skabe sit eget livsprojekt, frem for en fælles dannelse.
Det stiller store krav til ledelse og medarbejdere når det fælles dannelsesprojekt skal fastholdes ikke over for en gruppe på 100 men over for 100 individer. De er hvert sit sted, på vej i hver sin retning og har brug for at blive mødt forskelligt. Hvordan skaber og formulerer man et dannelsesprojekt under disse forhold? Vi kan vælge et dannelsesprojekt, der går mod tiden og stå markant og fast på det vi formulerer som vores alternative dannelsesprojekt. Det betyder vi må bygge skole på livs- og læringsformer, der står som utvetydige alternativer til opløsningstendenser i kulturen. Denne position problematiseres ved at dannelsen kommer til at fremstå uden sammenhæng med den aktuelle sociale og kulturelle virkelighed. Dermed står vi med et dannelsesprojekt der ikke giver mening for de unge.
Alternativet er et dannelsesprojekt i tiden. Vi må løbende skabe en skole, der responderer på tidens bevægelser, uden at insistere på et dannelsesprojekt, der ikke har forbindelse til tilværelsen uden for skolen. Vi må møde vores elever på en måde, der tilgodeser deres individuelle søgebevægelser, samtidig med at vi foreslår og tilbyder nye muligheder, rammer og nyorienteringer. Derfor må vi kende tiden og kende de unge så vi kan møde dem der hvor de er med skolens værdigrundlag og den dannelse det fører med sig.
